Lokale og indfødte er essentielle i bevaringen af regnskov
Illegal fældning af træerne i Prey Lang skoven i Cambodja truer vigtige økosystemer, men en lokal aktivistgruppe kæmper imod skovhugsten med støtte fra dansk ngo og Københavns Universitet – og det er den helt rette tilgang, siger dansk biolog og botaniker.
Skovene i det sydøstasiatiske land Cambodja bliver fældet i et rasende tempo. Tabet af regnskov skyldes blandt andet illegal skovhugst – at skovhuggere trænger ind i de beskyttede skove og fælder træerne ganske ulovligt, transporterer stammerne til landets grænser, hvor det verificeres, inden det sendes ud af Cambodja, hvor det markedsføres som lovligt tømmer.
Bare i 2019 forsvandt mere end 7.500 hektar af regnskoven Prey Lang i det nordøstlige Cambodja – der blev fældet et areal svarende til en olympisk fodboldbane hver time, viser en monitoreringsrapport fra februar 2021 udgivet af Prey Lang Community Network (PLCN). Prey Lang skoven er den største stedsegrønne regnskov i Sydøstasien, og den dækker omkring 500.000 hektar og er en del af fire forskellige provinser.
Aktivister i PLCN kæmper for at stoppe den triste udvikling. Gruppen består primært af den etniske minoritet Kuy, som bor i Prey Lang skoven i det nordøstlige Cambodja, men medlemmer af den nationale etniske gruppe Khmer er også aktive i gruppen, som består af cirka 400 aktivister, hvoraf 100 af dem er meget aktive. Mere end 250.000 mennesker bor i nærheden af regnskoven.
Læs nærmere på: Globalnyt